Anmeldt af Emilie Adriaen-Gourraud
Jelena Kostjutjenko fik lyst til at blive journalist, da hun som 14-årig tilfældigt læste en af Anna Politkovskajas artikler om Tjetjenien i oppositionsavisen Novaja Gazeta.
“Jeg fik pludselig en fornemmelse af, at jeg havde feber, jeg lagde en hånd mod min pande, men den var kold, fugtig, død. Det gik op for mig, at jeg intet vidste om mit land.”
Anna Politkovskaja, som skrev skarpe analyser om Putins Rusland, og især om Putins krig i Tjetjenien, blev myrdet den 7. oktober 2006, på Putins fødselsdag. Da havde Kostjutjenko allerede opnået sin barndoms drøm, da hun som 17-årig blev journalist på Novaja Gazeta. I dag, er det hende, der er i livsfare, efter at hun har dokumenteret den russiske invasion af Ukraine fra et ukrainsk perspektiv siden 2014. Hun tog igen til Ukraine i 2022, og fra fronten tog hun direkte i eksil, da hun fik at vide, at hun var i de russiske myndigheders sigtekorn.
I Mit Elskede Land, reflekterer hun over både sit hjemland, sin karriere og sit personlige liv igennem de sidste 14 år. Bogen sammenfletter personlige refleksioner og lange reportager, som hun skrev igennem de 17 år hun har været korrespondent for Novaja Gazeta.
Kender man ikke Jelena Kostjutjenko og har man Mit Elskede Land (Forlaget Palomar, 2024) mellem hænderne for første gang, vil man måske forvente af få et indblik i motivationerne bag den aggressive Russiske patriotisme. Den der har ført til annekteringskrigen mod Ukraine. På engelsk er bogens titel oversat til “I Love Russia,” hvilken kan lyde ret provokerende. Nå, hvorfor det? Hvad er der at elske, at kæmpe for?
Men der er ikke ret meget af det, Kostjutjenko beskriver, som kan forklare den erklærede kærlighed. Bogen er en dyster rejse igennem nutidens Ruslands, en lommelygte peget mod samfundets mørkeste hjørner. Kostjutjenkos kærlighedsbrev til Rusland er et ærligt og kritisk blik på et samfund, som i de seneste to årtier er gledet ind i fascismen.
“Jeg er 14 år, og jeg læser Anna Politkovskajas artikler om Tjetjenien. Pis.
Jeg er 14 år, og jeg læser Svetlana Aleksijevitjs bøger. Pis.
Jeg er i Moskva, jeg sover og har drømme fulde af lys. Der er næsten alt for meget lys, det gøre næsten ondt, men hvor er det smukt. Jeg står op, går ud for at ryge. Jeg kommer ind i værelset igen. Min kæreste sidder op i sengen med sin telefon. Jeg kan ikke læse udtrykket i hendes ansigt. “Hvorfor sover du ikke?””De bomber Kyiv.””Hvad?””Kyiv og alle storebyer i Ukraine.””Vi bomber?””Ja.
Jeg sover to timer mere, tvinger mig selv til at sove. Jeg tager tøj på, tager hen på redaktionen. De spørger: “Er du klar?” Selvfølgelig er jeg klar.
Men i virkeligheden er det umuligt at forberede sig på at det er os der er fascister. Jeg var slet ikke forberedt.”
Hvorfor læse Mit Elskede Land i dag? Bogen står som en milepæl ved et trist krydsfelt. For lidt over en uge siden, var det fire år siden invasionen af Ukraine begyndte i fuldskala. I år, er det også tyve år siden Anna Politkovskaja, Kostjutjenkos første rollemodel som ung journalist, blev myrdet. Hvis man vil forstå, hvordan det hele hænger sammen, findes der mange ledetråde i Mit Elskede Land.
Bogen er delt op i kapitler med forskellige temaer. Det er et kronologisk arkiv af Kostjutjenkos journalistiske arbejde igennem årene, fra 2008 til 2022. Det er også en hyldest til Novaja Gazeta: bogen er dedikeret til Nuzgar Mikeladze, tidligere redaktør på avisen.
“Moskva er ikke Rusland”, hedder kapitel 3, men hele bogen viser os noget andet end det, vi tror vi ved om verdens største land, geografisk set. Fra små fattige landsbyer, lige uden for Moskva til Norilsk i Siberien, hvor mineindustrier ødelægger Sakha-folkets fremtid, til en to-ugers klaustrofobisk ferie ind på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital, får vi små stykker af Rusland at se.
“Når det menneskelige forsvinder, er der kun staten tilbage.
Min stat—det er institutionen for psykisk udviklingshæmmede. Det er ikke vaccinen Sputnik-V, ikke Olympiaden, ikke dens forskellige rumskibe. Min stat er lige her hvor jeg kan se den i øjnene.
Hvad tænker jeg efter to uger på den institution?
At jeg kun lige akkurat har skrabet i helvedets overflade.”
Kostjutjenkos artikler er imponerende. Hun møder folk med alvor, uden nedladenhed. Folk som lever et hårdt liv uden for de store byer, folk som bliver trådt ned af systemet, som knap nok har ressourcer til at overleve. Hun bliver inviteret ind i disse forskellige universer, prøver at forstå, at beskrive med en ærlighed, der føles som sand modgift til den ellers allestedsnærværende propaganda. Den alvor, den ærlighed i hvordan, man møder andre mennesker, og den interesse for det intime, for historiens små detaljer, minder for eksempel om Svetlana Aleksijevitjsværker, eller om den russiske journalist Jurij Duds dokumentarer og interviews på Youtube.
Hvis man har set filmen Leviathan, instrueret af Andrej Zvjagintsev, som udkom i 2014, eller den prisbelønnede aktuelle dokumentarfilm Mr Nobody Against Putin, vil man kunne genkende frustrationen, det enkelte menneskes magtløshed overfor et uretfærdig, umenneskeligt system.
Samtidig er der en stor pris at betale, når man tør påpege uretfærdigheder. Selv om Kostjutjenko har opnået sin barndomsdrøm om at blive Novaja Gazeta-korrespondent, er hun også blevet jaget ud at sit hjemland, har mistet kollegaer, er blevet truet og tævet. I den rørende tekst “Min kærlighed (usynlig og ægte),” beskriver hun hvordan hun blev feminist, og så LGBT-aktivist, og reflekterer over hvor langt man tør, eller kan, gøre modstand, inden man bliver knust.
Det er ikke nogen nem rejse igennem Putins Rusland. Kostjutjenko er ikke interesseret i at beskytte læserne. Jeg blev nødt til at lægge bogen ned en par gange, det blev for hårdt, for mørkt. Det er i hvert fald ikke en blød godnathistorie. Men dem, der vil have en dybere forståelse af Rusland i dag vil have glæde at læse Mit Elskede Land, som har været forbudt i Rusland siden den udkom.
Mit Elskede Land ligger på min bogreol, klemt inde mellem Anna Politkovskajas Putin’s Russia (Harvill Secker, 2004), hendes datter Vera Politkovskajas selvbiografi En Russisk Mor (Grønningen 1, 2023) og Lana Estemirovas autobiografi Please Live: The Chechen Wars, My Mother and Me (John Murray Press, 2025) som udkom på Engelsk sidste år. Alle fire er modige kvinder, som elsker deres land, dog ikke med den panegyriske fædrelandskærlighed, Putin ønsker. Et ærligt og kritisk blik, og en smag for retfærdighed, er nemlig deres kærlighedssprog.
Anna Politkovskaja, og mange andre, er væk. Novaja Gazeta er lukket. Kostjutjenko forsætter med at fortælle sandheden. Det er stadig Putins Rusland.
